FORÆLDREKOMPETENCEUNDERSØGELSE

Formål 

Forældrekompetenceundersøgelsen har til formål, ud fra det kommunale opdrag, at kortlægge det relationelle miljø hos forældrene og sammenholde det med barnets eller børnenes udviklingsniveau og udviklingsmæssige behov. Formålet er således at afdække både det enkelte barns behov og forældrenes kompetencer til at imødekomme disse behov. Undersøgelsen anvendes ofte som bidrag til at kvalificere den kommunale beslutningsproces og støtte op om videre foranstaltninger i forhold til familien.

  

Indhold

Forældrekompetenceundersøgelsen gennemføres ved brug af flere informationskilder og metoder, herunder:

  • samtaler med forældrene

  • samtaler med barnet

  • observationer af samspillet mellem barn og forældre

  • relevante psykologiske tests

  • samtaler med relevante professionelle omkring familien

Typisk vil en psykologisk undersøgelse af en forælder inkludere kognitive tests (fx WAIS), personlighedstests (fx Rorschach), selvrapporteringsskemaer (fx DAPP-BQ eller MMPI til vurdering af personlighed) samt strukturerede interviews til vurdering af mentalisering (PDI-RF) og tilknytning (AAI). Testbatteriet tilpasses til hver enkelt sag.

Disse forskellige informationskilder bidrager til at give et samlet grundlag for forældrekompetenceundersøgelsens sammenfattende vurdering og konklusion, hvor forældrenes ressourcer og udfordringer afdækkes.

Jeg vil som regel gennemføre forældrekompetenceundersøgelser med en kollega eller under tæt supervision.

Undersøgelsen udføres i overensstemmelse med Socialstyrelsens nyeste retningslinjer, og jeg lægger vægt på, at mine undersøgelser er præget af omhu, samvittighedsfuldhed og uvildighed.

 

Forløb

  • Sagsbehandler udarbejder opdrag, dvs. en opgavebeskrivelse for undersøgelsen og sender sagsakter til undertegnede

  • Opstartsmøde med sagsbehandler, forældre og undertegnede

  • Interviews, testning og samspilsobservation gennemføres hos familien og i min klinik

  • Gennemgang af erklæring til forældre

  • Afsluttende møde med forældre og sagsbehandler

  • Fremsendelse af rapport til sagsbehandler

En forældrekompetenceundersøgelse forløber typisk over 3 måneder.  

Hvor foregår undersøgelsen

Forældrekompetenceundersøgelsen foregår almindeligvis både i forældrenes hjem og min psykologklinik, hvis ikke andet er aftalt.

Pris og omfang

Undersøgelsen udarbejdes i overensstemmelse med Socialstyrelsens retningslinjer for udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelser.

Tryk her for priser.